Benner og Wrubel

Benner og Wrubel argumenterer for en fænomenologisk tilgang til sygepleje. Dette kan være alt fra smerter, sorg angst osv.

Krop og sjæl er forbundet. Sygeplejersken vil spørge ind til patientens oplevelse af smerter og have patienten til at fortælle om sine smerter om den er prikkende, stikkende osv. og få patienten til at sætte nogle ord på. Sygeplejersken stiller åbne spørgsmål.

Sygeplejersken opfatter patienten som unik, man ser patienten i en helhed, hvor konteksten(sammenhængen) har en betydning. Her vil patientens livsverden også være vigtigt. Selvom to patienter har samme diagnose, er patienterne vidt forskellige, det er ikke kun de fysiske og psykiske der spiller ind, men hvad patienten har med sig.

Patientens oplevelse af den sygdom der er diagnosticeret er i fokus, altså patientens opfattelse af lidelse, herunder sin sygdom. Udgangspunktet er den enkelte patients situation, som er unik – det generelle anvendes ud fra den enkeltes situation.

Her tager sygeplejersken udgangspunkt i patientens situation og er nærværende omkring patienten og står ikke og tænker på mål og resultater. Hun kigger også ud i fremtiden, dog med baggrund i den enkelte patient og sygeplejerskens tidligere erfaringer, altså hun kigger ud i fremtiden sammen med patienten. Sygeplejersken kan være med til at give patienten håb.

Sygeplejersken vil stadig vægte de instrumentelle ting, som fx at give hjertemassage, ligge forbinding osv, men hun vægter samtidig dialogen.

Praksis er præget af uforudsigelighed og foranderlighed.

Sygeplejersken anerkender ekspliciterbar viden og kropsbundet viden, tavs viden, ”knowing how”.

Man kan tydeliggøre det fænomenologiske tilgang, ved at vise dens dimensionelle modsætning, mekanistisk tilgang. Her anerkendes kun det som kan måles, vejes, tælles - her anerkendes kun naturvidenskab og kvantitative metoder (- følelser). Patientens sygdom er i fokus - den objektive sygdom. Krop og sjæl er adskilt - den fysiske krop er i fokus. Patienten opfattes som et objekt/apparat. Sygeplejen er kun mål - og resultatorienteret. Sygeplejersken handler udelukkende på baggrund af regler og procedurer - og ser bort fra situationen. Praksis opfattes som forudsigelig og kontrollerbar. Sygeplejersken vægter det instrumentelle handlinger fx blodtryk, puls, temperatur osv. Kun anerkendelse af ekspliciterbar (noget man kan sætte ord på, og skrive ned) viden "know that". Patienten betragtes udelukkende ud fra generelle antagelser.

Mekanistisk tilgang:

Stress og mestring:

Stress er en tilstand, der kan kureres og mestring er således en art "modgift" til stress.

Temporalitet:

Tid som regnes i sekunder, minutter og timer - tiden forstås udelukkende som målbar.

Kroppens rolle:

Forstås som et apparat - forstås som den fysiske krop. Der er adskillelse mellem krop og sjæl.

Situationens rolle:

Der ses bort fra den enkelte patients situation - har det generelle og målet i fokus.

Sygeplejerskens personlige engagement:

Sygeplejerskens sygepleje er uafhængig af sygeplejersken som person. Sygeplejersken engagere sig ikke i den enkelte patient. Optaget af mål og resultater.

Fænomenologisk tilgang:

Stress og mestring:

Stress er et resultat af patientens vurdering af sin relation til en situation, når denne indebære en udfordring, tab, trussel eller skade og patientens evne til at tilpasse sig den.

Mestring er hvad patienten stiller op med den forstyrrelse, som indebære tab, trussel eller skade. Mestring er at finde mening og sammenhæng igen.

Temporalitet:

Her forstås tid som, fortid, nutid og fremtid. Vi er i tiden påvirket af fortid og nutid og tanker om fremtiden. Fænomenologisk tid er oplevet tid.

Kroppens rolle:

Krop og sjæl er forbundet. Kroppen er vidende - viden og erfaringer er kropsbundne.

(13, p. 81-110)

Situationens rolle:

Sygeplejersken tager udgangspunkt i patientens situation, som er uforudsigelig og foranderlig. Sygeplejersken kan vurdere patientens situation i forhold til brugen af redskaber:

• ved hånden - patienten er involveret eks. protesen er en forlængelse af kroppen - ubesværet funktion - fungerer som eget ben.
• Ikke ved hånden - her bryder udstyret sammen, det der ellers fungerede.
• for hånden - et distanceret objektivt syn. Patienten står "udenfor" og ser til (eks. protesen er af plastik, er hudfarvet).

(13, p. 105-7)

Sygeplejerskens personlige engagement:

Sygeplejen er afhængig af den enkelte sygeplejerske som person. Hun engagerer sig i patientens situation, og tager udgangspunkt heri, for at handle til patientens bedste. Ved engagement kan sygeplejersken nå ekspert niveau.

(13, p. 81-110)