Analyse af interview med borgeren - diabetespatient

Mandag 31. marts 2014

Vi havde først i forløbet, 17. marts, et interview med en diabetespatient, som for nyligt har været inde på ambulatoriet til 1/2 års tjek. Interviewene har vi analyseret ud fra Steinar Kvales ‘tre tolkningsniveauer’; selvforståelse, common-sense og teoretisk tolkning. Dette gør vi for at få en bredere forståelse af den interviewede.

(9)

Delvis transskribering af interview:

Hvad snakker i om, når du er oppe på ambulatoriet? Jamen, hun spørger efter, hvordan jeg har det – det er så sygeplejersken. Lægen spørger selvfølgelig også efter det, men han går mere op i… ja, han kan jo ikke finde ud af det. Det kunne han heller ikke fatte for øh… For hun sagde i dag – Hvad var det, skulle du stige i insulin så? Ja, det ved jeg ikke, for lægen kunne ikke finde ud af det. Det havde sygeplejersken skrevet, han skriver jo ikke sådan noget, jeg skal bare tage det hun har skrevet. Jamen, skal jeg tage det morgen eller aften? Det ved jeg ærlig talt ikke. Det burde da stå i de papirer. Hun havde også lidt vrøvl med, hvad jeg skulle. Så sagde hun i dag, hende der var her med min insulin, ved du hvad, de har ikke fundet ud af det endnu fra Frederikshavn af, hvad du skal have morgen eller aften. Så jeg fik så det gamle, som jeg fik i sidste uge. 

Så der er ikke blevet ændret i din insulin endnu? Nej, det er der faktisk ikke. (…) 

Er det noget der tit sker, synes du? Ej, nej, det har aldrig været sket før. Sidste gang lavede de også om i det, men der var det skrevet ordentligt. Jeg ved ikke hvorfor, men der havde hun også lidt vrøvl med om det var morgen eller aften. 

Ja, så når du er på ambulatoriet og der skal ændres i din insulin, er det så noget du får med hjem på en seddel eller lignende? Ja, jeg har mit medicinkort med. 

Bliver det så ændret deri? Nej, det har hun så nok ikke gjort, eller så har hun skrevet forkert. 

Er det noget de plejer at gøre, sådan forrige gange? Jo, det gør de godt nok. (…) 

Så det er aldrig sket før? Nej, det er aldrig sket… Hov jo, det skete også sidste gang, der sagde lægen til mig, at jeg skulle have en sukkerpille mere, men såh. Men det er hvad, der er ligegodt. Så jeg har ikke fået nogen. Jeg får kun to, jeg skulle godt nok have en mere om morgenen, men så øh - det er ikke skrevet nogen steder. Så det fik jeg ikke. Det var så før det var i Frederikshavn, det var her i Hjørring. Så jeg fik ingen. Der blev i hvert fald ikke lavet om på nogen ting. 

Inden du skal afsted til ambulatoriet, snakker dig og hjemmesygeplejersken så om der er noget bestemt du skal snakke med ambulatoriet om? Nej, det gør de ikke, jeg får nogle sedler (indkaldelse fra ambulatoriet).

Selvforståelse (kondensering)

Man oplever under interviewet en dame, der fortæller om hendes oplevelse af at være på ambulatoriet, forberedelserne dertil og hvad der sker, når kommunikationen ikke er tilstrækkelig. Hun udviser ikke stor bekymring for at ændringerne ikke sker dags dato efter ambulatoriets anvisning, og fortsætter, som følge deraf, på den vante medicin.

Common-sense

Den interviewede oplever at der opstår fejl, men oplever ikke vigtigheden i det. Hun oplever at problemerne løses før eller siden af sundhedsprofessionelle, om ikke, så har det ikke den store indflydelse på hendes helbred. 

Vi oplever en ældre diabetespatient, der er af den gamle skole, hvilket udtrykkes i hendes kraftige autoritetstro. Dette understreges i hendes udsagn, hvor hun taler om sin læge: ”Lægen, Peder, der var før, ham var jeg dus med. Han kaldte mig endda ved fornavn”. Denne autoritetstro, tænker vi, kan spille en stor rolle, når vi spørger om der ofte sker fejl, og hun dertil bruger det tydelige udtryk: ”nej, det er aldrig sket”. Dette viser, at hun ikke ønsker at tale dårligt om sundhedsvæsenet. Senere hen i interviewet fremgår der dog flere eksempler på kommunikationsfejl i og mellem sektorerne.

Autoritetstroen viser sig igen i hendes opfattelse af egen sygdom. Hun stiller ikke spørgsmålstegn ved fejl i medicinændringer, og det lader til at hun har en opfattelse af, at insulinreguleringen ikke er vigtig, da der blandt de sundhedsprofessionelle ikke er styr på dette. Hun spørger ikke selv yderligere ind til ændringer og lignende, trods undren, hvilket virker som en blanding af autoritetstro og ikke at ville være til unødigt besvær.

Teoretisk tolkning

Den interviewedes oplevelse af egen sundhed, kan defineres ud fra Katie Erikssons teori om menneskets sundhedspositioner ’sundhedskorset’. Borgerens diabetesforløb bremser hende ikke, hvilket giver en følelse af at være rask og psykisk velbefindende. Dette resulterer i en overensstemmelse mellem den subjektive oplevelse af sundhed og den objektive oplevelse af sundhed (5, p. 56).

Borgeren udtrykker flere gange i interviewet, at der aldrig er sket lignende fejl - gentagne gange modsiger hun disse udtalelser. Dette fremgår tydeligst i dette citerede stykke: 

“Nej, det er aldrig sket… Hov jo, det skete også sidste gang, der sagde lægen til mig, at jeg skulle have en sukkerpille mere, men såh..”

Dette citat, viser en konflikt i forhold til rolleovertagelse og at være den gode patient, der ikke oplever fejl. Goffman taler om rolleovertagelse baseret på den amerikanske filosof, sociolog og psykolog, George Herbert Meads, forskning. Mead påpeger interaktionen mellem to parter, samt hvordan “den andens” forventninger forsøges at inkorporeres i egen selvforestilling. Mead taler her om “den anden” som både værende “den generelle anden”, såsom samfundets værdier og normer eller dominerende forestillinger i en bestemt organisatorisk sammenhæng, og som værende den specifikke anden, hvilket omhandler en konkret aktør med bestemte holdninger og forestillinger. I forhold til selvet påpeger Goffman:

“I forhold til selvet viser Goffman (1990), at det i kommunikationen mellem to eller flere parter ikke kun handler om at gøre den andens forventninger til sine egne, men i lige så høj grad om at styre det billede (“impression management”), man afgiver om sig selv til både den specifikke og den generaliserede anden" 

 (10, p. 47)

Den interviewede forsøger på ambulatoriet i samtale med lægen og sygeplejersken, at fremstå som ‘den gode patient’. Rollen, som den gode patient, påtages og styres ud fra de forventninger, som borgeren føler at ambulatoriet stiller. Hermed påtager borgeren sig en rolle, der ikke stiller sig kritisk overfor sundhedsvæsenets håndtering af hendes diabetesforløb.  

Compliance - Noncompliance
Man kan i denne sammenhæng tale om begreberne compliance og non-compliance, der omfatter evnen til at deltage i beslutninger, og evnen til at gennemføre egen behandlingsplan. I basisbog i Sygepleje omtales compliance, som hvor godt patienten følger et behandlingsregime. Non-compliance, som at patienten ikke følger behandlernes forskrifter. Bogen omtaler også at, Carpenito, har fået ændret begrebets negative laden, således at betydningen ikke kun går på hvordan patienten følger aftalerne, men også om der er faktorer, som kan stå i vejen for, at personen kan følge de givne aftaler. Under disse faktorer kommer sundhedspersonalet.

(5, p.171) 

I forhold til borgeren, vi har lavet et interview med, fremgår det meget klart, at personen ikke følger de aftaler, der er indgået med ambulatoriet. Personen indgår dermed under non-compliance. Dette er ikke et ønske fra borgerens side, men skyldes dårlig kommunikation mellem læger og sygeplejersker på ambulatoriet, og hjemmesygeplejersken. I basisbogen fremgår det ligeledes, at det er vigtigt, at sundhedspersonalet søger at forstå, anerkende og respektere patientens værdier, og at medicinafhængighed kan krænke et menneskes integritet.

 (5, p.172) 

I interviewet med borgeren ses et svigt i forhold til de manglende medicinændringer, pga. fejlkommunikation. I dette tilfælde er det et svigt fra sundhedsvæsenets side, hvis vigtigste opgave er at holde kroppen rask, da de ikke igangsætter, og påpeger vigtigheden af den korrekte behandling. For at afkode den enkeltes behandlingsbehov, skal der tages hensyn til personlige værdier og holdninger - i dette tilfælde en borger, der er af den gamle skole, autoritetstro og pligtopfyldende, og som ikke ønsker at være til besvær. Selvom den interviewede giver et godt indtryk af sig selv, og påviser at have styr på eget behandlingsforløb, er dette ikke nødvendigvis tilfældet. Dette understøttes af Goffmans teatermetaforik, der tydeliggør: 

“(...) mennesket er et strategisk handlende væsen, der ikke blot dirigeres rundt af den sociale interaktion. Vi manipulerer, opstiller facader og spiller roller, hvis mål er at styre de indtryk, vi giver af os selv” 

(10, p. 49) 

Den interviewedes viden om egen sygdom, eller mangel på viden, kan påvises via hendes holdning til håndteringen af insulinreguleringen. Denne uvidenhed påvises når hun taler om medicinreguleringer, der ikke har fundet sted og dertil udtrykker:

“Men det er hvad, der er ligegodt. Så jeg har ikke fået nogen”

Det kan dog være en nødvendighed at borgeren sætter sig ind i sin egen sygdom, da type 2-diabetes er insulinresistent, som skyldes en nedsat virkning af insulin kombineret med en for lav insulinproduktion. Insulinresistens vil sige, at insulinen ikke har den samme virkning som normalt. Der er insulin i blodet, men cellerne reagerer ikke på insulinet, og derfor sænkes blodglukosen ikke.

(11, p.  416-8)

Læs mere om diabetes mellitus, ved at trykke her.