Analyse af interviewet med ambulatoriet

Tirsdag 01. april 2014

Den 19. marts havde vi et interview med ambulatoriet, hvor hun fortalte, ud fra deres synspunkter, hvordan de oplevede kommunikationen mellem primær - og sekundær sektor. Dette interview har vi analyseret ud fra Steiner Kvales 'tre tolkningsniveauer'; selvforståelse, common-sense og teoretisk tolkning. Dette gør vi for at få en bedre forståelse af den interviewede.

(9)

Hvordan oplever du udvekslingen af vigtig information fra hjemmeplejen?
Jamen, jeg synes jo. Det kan være de oplever et større problem end vi gør, fordi hvis vi sidder med en borger, og skal have afdækket nogle problemstillinger, som vi ikke lige kan, så tager vi jo kontakt til hjemmesygeplejerskerne, eller hvem det nu er, og beder dem om at sende nogle ting op til os, et medicinskema for eksempel, hvis ikke folk kan gøre rede for hvad de får, eller. Så kan det være det vi udbeder os, og hvis der er nogen vi starter med at give insulin, og de skal måle eller de ikke selv kan tage det, så kontakter vi dem jo også, og beder dem, spørger dem om de ikke vil køre ud og hjælpe dem med at komme i gang med insulin, og holde øje med blodsukkeret, og så sende dem til os. Og så agerer vi jo på de ting de returnerer. Og deres problem er nok en gang imellem når vi laver nogle ændringer i medicinen, så skal vi være gode nok til at få skrevet, sådan at de kan se hvad det er for nogle ordinationer, ellers må de jo ikke ændre på det. Så der skal vi være sikre på at have noget dokumentation sendt med retur, og det ved jeg ikke helt om vi er gode nok til. For det er somme tider de har været inde ved lægen, og så får de at vide de skal tage 2 af dem her i stedet for 1, og så skal vi være sikre på det står på noget papir, som de har med hjem, og vi skal være sikre på de får papiret op, og giver det til de mennesker der hjælper dem derhjemme. Så det kan jeg ikke garantere at det sker 100%, så hvis det er noget af det de kunne påpege, så kunne det godt være rigtigt.

Når I tager kontakt til hjemmesygeplejersken, er det så telefonisk?

Ja, det er det. For det er jo næsten altid fordi vi skal have hjælp til at få et eller andet sat i værk. Så hvis ikke de har hjemmesygeplejerske i forvejen, så skal vi jo forbi visitatoren.

Så I har ikke noget elektronisk inde på jeres systemer, hvor I, i forvejen sidder og dokumenterer?

Ikke til hjemmesygeplejerskerne. Det har vi jo på lægesiden. Altså alle de notater der bliver skrevet i journalen, de går jo pr. automatik til de praktiserende læger.

Så de kan se alle vores journalnotater. Så kan problemet også være, den periode vi har lige nu, der er vi bagefter med at skrive. Vores sekretærer er, kan ikke nå at følge med, ligesom vi laver notaterne til, så lige nu har de 500 notater liggende, som ikke er skrevet. Og det betyder jo at. Så kan man regne ud, hvor mange uger det er forsinket inden det kommer ud. Og det kan selvfølgelig give anledning til, at de er nødt til at kontakte os, hvis de har tvivlsspørgsmål. Fordi det ikke foreligger.

Hvor ser du dine muligheder for at finde informationer om borgerens ressourcer? Der tænker vi på hvem personen er, hvordan de bor, om der er børn.

Jamen, jeg synes jo at jeg gør det lidt, når de kommer. Mange af dem kender vi jo gennem årene, og kan, og er jo tit med i den udvikling, hvor vi prøver at få noget hjælp sat på. Hvis vi har nogle der har passet sig selv i mange år, så kan vi jo godt se folk de forandrer sig, og falder lidt af på den. Og der er måske ikke helt så meget styr på de plejer at komme og vise, ”nu skal du se min bog, nu skal du ”, øhm. Og så prøver vi jo nogen gange at tage kontakt, og få noget sat i gang. Og somme tider er det nogle helt andre ting, der gør at de lige pludselig begynder at have nogen til at komme i hjemmet, som ikke har noget med sukkersyge at gøre. Men vi snakker jo med folk når de kommer, og vi ved jo at de har en hjemmesygeplejerske, der kommer og hælder medicin op hver tredje uge, eller hver anden uge, eller. Vi prøver jo at bruge borgerens egne oplysninger, at tage udgangspunkt i det. Det er jo det vi har at gøre med. Vi kan jo ikke tage kontakt til nogen, uden at spørge borgeren om vi må. Så vi starter jo altid med at snakke med den der sidder her. (…)

Så når de går ud af jeres dør, så kan I tage kontakt til hjemmesygeplejersken for at følge op?

Ja, hvis borgeren indvilliger i at vi må, så kan vi. Og så beder vi om hjælp, og så er vi afhængige af , at der kommer en tilbagemelding. Så tror jeg ikke at vi går ind og ringer én gang til. Altså vi ringer ud og prøver at få sat nogle ting i værk, og så venter vi jo p,å at der kommer en tilbagemelding. Så er vi ikke barnepiger, så går vi ikke ud og spørger en gang til, før patienten måske kommer næste gang. Så skal det i hvert fald være meget specielt.

Så I går ud fra at der sker noget, når I tager kontakt?

Ja, det gør vi. Og det gør der også. Det er min erfaring. Ja, det synes jeg det fungerer okay, ja.

Har du oplevet at stå og mangle vigtige informationer, i forhold til at yde den bedste behandling til den enkelte person?

Ja da. Det har jeg da. Både de oplysninger patienten, øhm, borgeren selv skal komme med, på vegne af deres eget helbred, men. Nok det jo mest egentligt. For beder vi en kollega om at give noget input med noget, så synes jeg vi får det. Men der kan jo godt være nogen der ikke har deres medicinseddel med, og så kan de ikke huske hvad de får, jamen altså. De informationer vi får, dem skal vi helst, de er jo heller ikke nødvendigvis sandfærdige.

De kan altså godt ændre tallene?

Det kan de sagtens. De kan også sige at de tager 80 enheder insulin hver dag, og så tager de måske 80 enheder to gange om ugen. Det kan man jo ikke vide. Men så er det jo sygeplejen bliver spændende, når man skal ind og se hvordan det her hænger sammen. Hænger det overhovedet sammen, eller. Eller hvordan afdækker vi den problematik. Patienterne kommer ikke nødvendigvis med nogle oplysninger, som er rigtige. De laver lektier for vores skyld. En gang imellem kommer de jo med nogle fine oplysninger, og fine medicinlister. Men går man så ind og tænker at det kan ikke passe at blodtrykket er så højt, hvis de er gået i gang med den medicin eller den medicin eller. Og så har man jo forskellige måder man sådan kan hitte lidt ud af tingene på. Og så viser det sig måske at det aldrig nogensinde er blevet købt, det medicin vi tror, for eksempel. Eller. Og så er det jo, så arbejder vi videre derfra. Yes. Men patienten kommer ikke nødvendigvis med sandfærdige oplysninger, så de laver sommetider lektier for lærerens skyld. Og ikke for deres egen skyld. Og det kan man undre sig over, men det er jo lidt en autoritetstro. Og lidt med – det kan også være en afmagt. At man ikke magter at udføre de forslag vi kommer med. Eller hvis vi synes de skal tage insulin 4 gange om dagen, og de tænker ”Neej, en gang er mere end rigeligt”. Så det kan jo også være os. Så bliver vi jo selvfølgelig også fejlinformeret, og hvis vi ikke får de reelle oplysninger, så skal vi jo være skarpe, og så skal vi se hvordan vi kommer videre derfra. Det er der det bliver spændende.

Ja, og så få gjort det på en måde, så patienten ikke bliver banket i hovedet?

Ja, de skal ikke miste deres værdighed, i hvert fald. (…)

Hvordan kommunikerer du evt. med hjemmesygeplejen? Nu snakkede du om at det ofte er telefonisk?

Ja, når vi skal bede om noget assistance, så ringer vi jo til dem, og udbeder os en eller anden form for hjælp. Og så er det jo forskelligt, hvordan vi kommunikerer. Om de ringer tilbage når de sidder ude ved borgeren, og fortæller et eller andet eller om de sender en fax med nogle målinger, og så ringer jeg. Det er forskelligt. Det er hvad der passer bedst, inden for hvert område eller hvem man kommer til at snakke med. Det har vi ikke nogle regler for, tror jeg ikke.

Har I andre muligheder, f.eks. TSM?

Ja, men det tror jeg altså vi får, men det er vi ikke helt kommet til endnu.

Okay. Så det er ikke noget I har hørt noget om?

Jo, vi ved godt det findes. Vi ved også at vi kommer på det, men det er ikke noget vi bruger praktisk her endnu. Men det håber vi at det kommer, for det kunne da være nemt.

Det vi har tænkt på er, om der er et tilgængeligt redskab til udveksling af informationer. Men det er på vej?

Det håber vi, ja.

Hvilke muligheder ser du i at skabe et godt samarbejde sektorerne imellem? F.eks. at TSM ville gøre det nemmere?

Ja, selvfølgelig ville det det. Men det har vi jo reelt ingen indflydelse på. Vi må jo bare vente på at nogen får det stillet på benene, kan man sige. Ja, selvfølgelig ville det være nemmere, fordi det er jo altid et problem, når man er afhængig af telefontider, og de der ting. Og det giver os jo problemer. Vi har telefontider her, og hvis vi skal ringe den anden vej, så har de jo også telefontider. Det er så som regel, når vi er ved at lukke op for bookinger, og så. Så det er jo sådan nogle rent praktiske ting. Som engang imellem kan drille lidt, men vi mailer jo også med dem, og faxer og sådan noget. Så ja.

Så I gør brug af de redskaber, I lige sådan har?

Jaah, vi har ikke sådan nogle firkantede regler, vi indordner os lidt, eller så kommer det jo aldrig til at fungere. (…)

Selvforståelse:

I interviewet snakker sygeplejersken fra ambulatoriet om, hvordan kommunikationen mellem sektorerne har indflydelse på deres dag, og hvilke muligheder de har for at tage kontakt til f.eks. hjemmesygeplejersken. Der bliver ydermere snakket om samarbejdet med hjemmesygeplejen, vedrørende borgeren. Samt samarbejdet med borgeren, og hvilke muligheder, sygeplejersken på ambulatoriet, har for at finde oplysninger om patientens ressourcer.

Common-sense:

Sygeplejersken synes, at det er en smule besværligt, at der ikke er et særligt redskab til brug ved kommunikation mellem sektorerne, da det på nuværende tidspunkt er besværligt at ringe til hinanden, pga. forskellige telefontider, ved hhv. ambulatoriet og hjemmesygeplejen. Sygeplejersken på ambulatoriet synes dog ikke, at problematikken har en voldsom indvirkning på deres hverdag, og mener ikke, at de har behov for at hjemmesygeplejersken giver besked om borgerens habituelle tilstand, da hun selv mener, at de klarer det gennem samtalen på ambulatoriet. Sygeplejerskens overordnede mening er at det fungerer, som det kører på nuværende tidspunkt, dog med nogle få fejl og mangler.

“Vi har telefontider her, og hvis vi skal ringe den anden vej, så har de jo også telefontider. Det er så som regel, når vi er ved at lukke op for bookinger, og så.”

Ud fra dette citat fremgår det, at sygeplejersken påpeger besværligheden i, at de kun kan ringe til hinanden i telefontiderne, hvilket skaber en yderligere stressfaktor.

Teoretisk tolkning:

Når en person står overfor en situation/udfordring i sin hverdag, arbejder Benner og Wrubel ud fra en fænomenologisk omsorgsteori, hvor mennesket er under indflydelse fra forskellige faktorer:

• Stress, hvordan personen vurderer sin situation. 
• Mestring, hvordan personen håndterer situationen. 
• Temporalitet, hvordan personen ser sin fortid, nutid og fremtid. 
• Kroppen, at krop og sjæl hænger sammen og er afhængige af hinanden. 
• Situation, er situationen præget af uforudsigelighed og foranderlighed. 

(12, p. 81-110)

Disse faktorer vurderes ud fra, hvordan den enkelte personer håndterer situationen. Den enkeltes situation vurderes ud fra, hvordan man bruger de håndteringsredskaber, man får stillet til rådighed.

• Ved hånden; accepterer forandringen og bruger redskabet. 
• Ikke ved hånden; accepterer delvist, men har tendens til at skubbe det fra sig ved yderligere stresspåvirkning. 
• For hånden; skubber det fra sig og gør ikke brug af redskabet. 

(12, p. 105-7)

En borger, som i dette tilfælde kommer ind på ambulatoriet, og får ændret i sin medicin, kan pga. utilstrækkelig kommunikation i sektorovergangen, opleve en personlig konflikt. Denne opstår, da disse faktorer ligger uden for personens handlemuligheder, hvilket kan medføre en stressreaktion. Længerevarende stress har en negativ indflydelse på diabetespatienter, da det kan forværre patientens diabetes - hvilket forklares længere nede. Konklusionen på dette er, at det er vigtigt for borgeren, at der er styr på medicindoseringen, idet borgeren ikke selv står for ordineringen, men derimod ambulatoriet.

Der tages, i Benner og Wrubels fænomenologiske omsorgsteori, udgangspunkt i den enkelte person. Primært er redskabet tænk til vurdering af patienters kapacitet i forhold til stresshåndtering, samt at bruge de tildelte hjælpemidler. Men faktorerne kan sekundært bruges til vurdering af personalets stress- og handlekapacitet. 

(13, p. 81-110)

Stress fysiologi

Ifølge Annette Walsøe Torup, er stress ikke en sygdom, men en tilstand som kan have betydning for udviklingen af visse sygdomme, eller forværring af eksisterende sygdom.

Når kroppen er i en stresset tilstand, øges aktiviteten i det sympatiske nervesystem, dette resulterer i øget udskillelse af adrenalin, samt andre hormoner. Denne tilstand bruges også, bl.a. når kroppen er i flugt. Adrenalin påvirker kroppen således, at det øger blodtrykket, øger pulsen, gør at blodkarrene til hud og fordøjelseskanalen kontraherer og at blodkarrene til muskler og hjerte dilaterer. Dette har i en kort periode ingen skadelig effekt på den raske krop, men hvis kroppen er syg (f.eks. diabetes) og udsættes for stress i længere tid, vil dette have konsekvenser, da en med diabetes skal sørge for at holde blodtrykket nede, da kroppens blodkar er mere udsat for arteriosklerose (åreforkalkning/fedtaflejringer), pga. det metabolske syndrom, hvilket er en samling af sygdomme, der indeholder følgende faktorer:

Abdominal fedme, Insulinresistens, Hypertension, Dyslipidæmi (Forhøjet triglycerider i blodet - LDL, For lidt HDL i blodet), Øget koagulabilitet, Inflammation. Dette, metaboliske syndrom, øger risikoen for tromboser (blodpropper) eller skader på blodkarrene.

Den hormonelle påvirkning af stress, øger udskillelsen af glukose, leveren danner glukose fra muskelvævet og aminosyre (glukoneogenese), og øger cellernes resistens for insulin.

(11, p. 105-9)