Interviewopbygning "Samtaletræning"

Tirsdag 11. marts 2014

Vi har tænkt os at opbygge vores interviews ud fra bogen 'Samtaletræning - håndbog i præcis kommunikation' af Erno Metze og Jørgen Nystrup. Kapitlerne 1., 2., 3., 4. og 9.  er her angivet i stikordsform.

  (2)

Kap 1.) Kommunikations teori 

Den totale kommunikation:
Indholdsplan: Det verbalt udtrykte

Forholdsplan: Det nonverbalt udtrykte
Metakommunikation: når man ikke kun kommunikerer om indholdet, men også om forholdet.

Forholdsplanen danner forståelsen af det udtrykte i indholdsplanen. Forholdsplanen afklarer og giver yderligere oplysninger om indholdsplanen; Kommunikation om kommunikation (indhold) = meta-kommunikation.

Forholdsaspektektet defineres sjældent bevidst (og bevidstgøres oftest kun, hvis der er noget galt i forholdet).

Forholdsapektet kan være institutionaliseret; en generel definition af forholdet. Institutionaliseringen kan dog ændres på et individuelt plan.

Kommunikationsforløb:
Manden og konen; manden der passivt trækker sig og konen der hakker. Manden opfatter at han er passiv, konen hakker på ham, hvorefter han reagerer, ved at trække sig tilbage (mere passiv). Konen oplever, at hun tager et problem op, manden er passiv, hvorefter konen reagerer på hans adfærd og hakker på ham. Hermed er der to forskellige opfattelser af hændelsesforløbet. Kan fortsætte i årevis hvis forholdsplanen ikke ændres.

Den selvopfyldende profeti; ”hvis en person har den indstilling, at ingen kan lide ham, og som følge heraf reagerer på andre mennesker med skepsis, defensiv og aggressiv adfærd, opnår han ofte, at de pågældende reagerer med de samme mekanismer overfor sig selv. Han begår imidlertid samme fejl som tidligere nævnt i forbindelse med opdeling af hændelsesforløb. Han oplever at han selv reagerer på andres adfærd, men oplever ikke, at han selv fremprovokerer denne adfærd. Han har opstillet en profeti, som han får bekræftet via egen adfærd”(2, p. 20). ← social og sundhedsvæsenet; pt’s forhåndsforventninger til umyndiggørelse.

Symmetrisk eller komplementær kommunikation:

Symmetriske forhold; to udveksler samme former for adfærd. Kan let blive konkurrencepræget – hvem der har ret til at sige hvad, hvornår (indholdet er ligegyldigt). I et veletableret symmetrisk forhold accepteres den andens definition, uden konstant at skulle udfordre hinanden.

Komplementære forhold; Læge/patient, sygeplejerske/patient, rådgiver/klient. To med forskellige former for adfærd; den ene giver, den anden modtager. Forskellige roller, der gensidigt accepteres. ULEMPE; stift rolleforhold, eller at kun den ene ønsker at skifte fra komplementær til symmetrisk. Eks. en pt. der har været i sygehusvæsenet længe og vil til at belære sygeplejerskerne.

Kap 2.) Gensvarsmodeller

Gensvar:
Verbalt: opmuntre, afsvække, forstærke, ændre samtalens retning.

Udvidende – Afgrænsede

Kognotive – Affektive

Konfronterende – Tildækkende

Lyttedimensionen:

Non-verbalt: interesseret blik, en opmærksom mimik, en åben kropsholdning, små nik, ja-lyde og gentagelser af det man har hørt.

Kap 3.) Transaktionsanalyse (TA)

Personen betragtes som en helhed af tre jeg-tilstande, der alle kan påvirkes af omgivelserne. Man er ikke mere låst i en tilstand end man ønsker at være.

Barne-jeg’et: den oprindelige del.

Tilpassede barn: gammelkloge udtryk, gentager klicheer og slogans, ’jeg må hellere’, ’jeg skal’, ’jeg må hellere’, ’det kan jeg da også godt’.
Trodsigt barn: ’vel vil jeg ej’, ’det kan du selv være’, ’hvor er du dum’.
Frie barn: latter, gråd, ’jeg har lyst til’, ’ih, hvor er det dejligt’, ’må jeg også prøve?’

Voksen-jeg’et: tænker analytisk, handler rationelt, indsamler data, beregner sandsynligheder, vurderer muligheder og tager beslutninger – udtrykker sig enkelt og praktisk.
Optimalt: voksen-jeg'et tager beslutninger på baggrund af impulser fra barne-jeg'et og forældre-jeg'et; begge jeg-dele reagerer på den situation voksen-jeg'et står overfor at skulle beherske.

Forældre-jeg’et: den yngste del hos en person. Indeholder individets værdinormer og erfaringsgrundlag.

Særlig fremtrædende er autoritative budskaber og værdier, holdninger og følelser, som f.eks. individets rigtige forældre opleves at have. ’skulle’, ’burde’, ’aldrig’, ’altid’ – kritisk, straffende, kontrollerende og omsorgsfuld. ’hvad er klokken?’, ’det ser fornuftigt ud’, ’jeg vil gerne købe den bog’.

Kritiske forældre: true med repressalier (fratagelser, hævn, straf)

Omsorgsfulde forældre: belønninger, ’man får løn som fortjent’, ’tag dig nu sammen’, ’vær god ved dine medmennesker’.

Simple transaktioner:

(F) ↔ (F) tiltale fra F til F, gensvar fra F til F.

(V) ↔ (V)

(B) ↔ (B)

Komplementære transaktioner:

(V) ↔ (F) tiltale fra V til F, gensvar fra F til V.

(F) ↔ (V)

(F) ↔ (B)

Krydset transaktion:

Resulterer oftest i et brud i kommunikationen

(V) → (V), (B) → (F) tiltale fra V til V, gensvar fra B til F.

(F) → (B), (V) → (V) tiltale fra F til B, gensvar fra V til V.

Kap 4.) Neurolinguistic Programming (NLP)

Teser i NLP: det er dig, der er ansvarlig for, at dit budskab når frem + kommunikation er det, vi gør for at få andre til at ændre deres oplevelse af sig selv og omgivelserne.

Manipulation – behøver ikke være negativt.

Forskellige verdensmodeller – forstå den anden persons verdensmodel.

Beslutningsvariable og omgivelsesvariable = sygdomsopfattelse

Beslutningsvariable: det han anser for at være beslutningsvariable: det han selv har indflydelse på før, under og efter symptomernes opståen.

Omgivelsesvariable: det han anser for at være begrænsninger; hvordan han forholder sig til symptomer og dermed sine egne muligheder for at påvirke situationen.

Lægen har også en model for, hvilken sygdomsopfattelse pt. har. – overensstemmelse = compliance.

Ved manglende overensstemmelse – non compliance – derfor må lægen ændre pt’s sygdomsopfattelse. (2, p. 72)

Kun én selv kan begrænse sig selv – verdensmodellen med individuelle begrænsninger.

Neurologiske begrænsninger; naturlige/fysiske forhold, bestemt af anatomi og genetik.

Social-genetiske begrænsninger; samfund, sprog og kultur – man kan dog skifte kultur, sprog, bevæge sig gennem forskellige lag i samfundet.

Individuelle begrænsninger; vor særlige forhistorie, livserfaringer, ting man har været udsat for gennem tilværelsen, udfordringer, valg.

Repræsentationssystem:

Kanaler – primær og sekundær:

Udpræget kinæstetiske: føler mig knust, jeg kan snart ikke bære det mere, det er et pres der hviler på mig.

Udpræget auditiv: jeg kan høre du har det skidt. Det lyder bestemt ikke rart, det du siger.

Udpræget visuel: jeg kan godt se, at du har det skidt. Det er klart, at du ikke kan se lyst på tingene i din situation.

Bedste kommunikation, foregår i samme ’kanal’ - repræsentationssystem.

Repræsentationssystemet kan ofte spores via prædikaterne. (2, p. 75-7)

Personlig strategi og betydning af øjenbevægelser

(2, p 78)

Konkret spørgsmål → finde svar - ledekanal: optil venstre et stykketid → formulere svar via indre diaglog: ned til venstre.

Kejthåndedes øjenbevægelser kan være placeret modsat.

Observation af dette viser mønsteret på, hvordan en person beslutter, hvad der er rigtigt og sandt - ledesystemet.

Overfladestruktur og dybdestruktur

Mekanismer til vedholdelse af verdensmodellen via; generaliseringer, udeladelser og forvridninger. (2, p. 80-83)

Meta-modellen udfordrer generaliseringer, forvridninger og udeladelser, samt genforbinder sprog med oplavelse. Sikrer af man ikke sammenblander sin egen model af verden med andres – laver en bedre indre dialog → bedre dialog.

Indhentning af information:

• Via spørgsmål, skelnes mellem generaliseringer, udeladelser, forvridninger og normaliseringer.
• Manglende reference, præcisering af uspecifikt udsagnsord, afdækning af normalisering.

Den andens model-begrænsninger:

• Altid, aldrig, alle, ingen - Der er ingen, der kan lide mig.
• Nødvendighedsord.

Identifikation af semantisk ukorrekt sprog:

• Sætninger der er ukorrekt udformede rent sprogligt: årsag-effekt, tænkelæsning, overføringsgeneraliseringer.

Kap. 9) behandlerrollen i kommunikationsperspektiv

• Forståelse af forskellige verdensmodeller.
• Ikke handlingslamme patienten – hjælp til at hjælpe sig selv.
• Ikke sætte sig i patientens situation – men se verden/situationen fra patientens verdensmodel
• Empati kan øges ved, at acceptere et medansvar på behandlersiden for den aktive kommunikation og anerkender det vigtige i at supplere de diskrete empatiindtryk med andre sanseindtryk (især den auditive) – spørg om din fornemmelse er rigtig 
• Ansvar: man kan ikke aene tage ansvaret for en behandling → I forretningslivet er det ikke sælgerens ansvar, at køberen køber en besemt vare. Sælgeren har et vidst ansvar for varens kvalitet. Behandlere = ansvar for uddannelse og kompetence.
• Det er ikke nødvendigt at kunne forklare et problem for at løse det – forandring prioriteeres over forklaring.
• Modvirke ydre kommunikationsbarrierer, uniformer, skranker, o.l.
• Accept af klienten, ikke skabe fællesskab mod sygdommen/problemet → patienten udelukker den del af sig selv - fremmedgørelsesproces.
• Højne selvtilliden ved klienten – pt. får mulighed for at acceptere sig selv
• Fokus på gensvarsmønstre ikke være indsnævrende: ikke-lyttende, afgrænsende, kognitiv, tildækkende. – også være lyttende, udvidende, affektiv, konfronterende = bedre kommunikation.

(2)